Din
computers skærmhøjde har afgørende betydning for øjets
overfladeareal og blinkfrekvens og dermed også for, om man kan få
trætte eller irriterende øjne. Det fremgår af en nyligt
offentliggjort videnskabelig artikel, som fire forskere fra Det
Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) står
bag.
Resultaterne
stammer fra en undersøgelse, hvor forskerne både har kigget på
hvilken betydning computerens skærmhøjde og opgavens kognitive krav
har for øjets overfladeareal og blinkfrekvens. Med opgavens
kognitive krav menes i hvor høj grad opgaven kræver en intellektuel
indsats som fx tænkning, beslutningstagen, erkendelse eller
problemløsning.
Det viste sig, at både øjets overfladeareal
og blinkfrekvens var signifikant lavere, når skærmen var placeret
så testpersonerne kiggede cirka 25 grader under øjenhøjde
sammenlignet med, når de kiggede lige ud.
"Jo større øjets overfladeareal er desto
lettere kan øjet udtørre, så man oplever at øjnene er trætte eller
irriterede. Vores resultater peger på, at en lav skærmhøjde
mindsker øjets overfladeareal, og dermed kan mindske øjets
udtørring. Isoleret set er det derfor bedre at placere sin
computerskærm, så man ser nedad, når man arbejder," fortæller
Pernille Kofoed Nielsen, der er en af de fire forfattere til
artiklen.
Undersøgelsen føjer således ny viden til en
langvarig diskussion mellem øjeneksperter og forskere med speciale
inden for ergonomien om den mest hensigtsmæssige placering af
computerskærmen.
Resultaterne fra denne undersøgelse
omhandler udelukkende effekten på øjnene af computerskærmens
placering og de opgaver man arbejder med. Hvis man vil vurdere
disse resultater i forhold til effekterne på nakkemusklerne, er det
nødvendigt at gennemføre nye undersøgelser, hvor man følger
langtidseffekten på både øjne og nakkemuskler.
Derudover viste resultaterne at
computerarbejde med høje kognitive krav mindsker blinkfrekvensen
markant. Testpersonerne havde mere åbne øjne og blinkfrekvensen var
69 procent lavere, når de udførte en krævende hånd-øje
koordinationsopgave på tid, end når de sad afslappet foran skærmen
og så film. Samtidig viste det sig, at testpersonerne blinkede
ekstra mange gange i de første 15 sekunder efter, at de skiftede
fra den mere krævende opgave til at se film.
"Det stemmer meget godt overens med
tidligere undersøgelser af, hvordan computerarbejde påvirker
øjets blinkfrekvens og dermed også kan være årsag til trætte og
irriterede øjne. Øjet prøver tilsyneladende delvist at kompensere
for de manglende blink, når kravene til opgaven falder, så det er
faktisk godt for øjnene, hvis man har mulighed for at skifte mellem
opgaver med forskellige kognitive krav gennem arbejdsdagen," siger
Pernille Kofoed Nielsen.