Mange virksomheder oplever, at erfarne medarbejdere er svære at erstatte. Samtidig ønsker vi alle selv et langt og sundt arbejdsliv.
Derfor er det værd at rette opmærksomheden mod en nylig undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), som viser, at høje fysiske arbejdskrav rammer ældre medarbejdere særligt hårdt. En 60-årig med høje fysiske belastninger i arbejdet har mere end dobbelt så stor risiko for langtidssygefravær som en 20-årig med samme arbejdskrav.
Der er som sådan ikke noget overraskende i, at høje fysiske krav rammer de ældste medarbejdere mest. Det interessante er, at risikoen for langtidssygefravær stiger så meget med alderen og hvor stor en effekt de rette foranstaltninger kan have på at mindske dette.
Tænk arbejdsmiljø og forebyggelse i hele arbejdslivet
Resultaterne understreger nemlig betydningen af at tænke arbejdsmiljø gennem hele arbejdslivet. Det handler ikke kun om at forebygge skader her og nu, men også om at sikre, at medarbejderne kan bevare deres arbejdsevne og trivsel i takt med alderen.
Forskerne i undersøgelsen peger blandt andet på værdien af at reducere unødige belastninger gennem bedre organisering af arbejdet, brug af tekniske hjælpemidler og tilpasning af arbejdsopgaver. Samtidig viser forskningen, at småøvelser i arbejdstiden potentielt kan bidrage til at reducere risikoen for langtidssygefravær med 13 procent.
Med en pensionsalder, der ovenikøbet stiger, bliver spørgsmålet derfor ikke kun, hvor længe medarbejdere skal arbejde, men hvordan arbejdspladsen kan understøtte, at de har lyst og mulighed for det.
Derfor bliver det stadig vigtigere at arbejde systematisk med forebyggelse, hvis erfarne medarbejdere skal kunne blive længere på arbejdsmarkedet.
Du kan læse hele artiklen fra NFA her.
Få hjælp til ergonomiske løsninger
Vi tilbyder at hjælpe med en gennemgang af arbejdspladsen og arbejdsopgaver, hvorefter vi kommer med forslag til ergonomiske løsninger og andre tiltag, der aflaster medarbejderne.
Vil du høre mere, så kontakt os på telefon 66 17 34 55 eller mail info@avidenz.dk.


