Tekniske hjælpemidler spiller en central rolle i mange arbejdsprocesser i Danmark. Opstilling og montering af disse er ofte et overset element, der ikke tænkes så meget over. Men faktisk er det yderst væsentligt og et vigtigt område for at sikre en forsvarlig anvendelse af tekniske hjælpemidler og skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet har også udstedt bekendtgørelser med retningslinjer for indretning, opstilling og kontrol, der skal følges.
I denne artikel beskriver vi kravene til opstilling/montering af tekniske hjælpemidler, også ved flytning heraf.
Indledningsvist gør vi opmærksom på, at maskiner og ventilationsanlæg også er tekniske hjælpemidler, så de samme forholdsregler gælder også for disse.
Krav til opstilling af tekniske hjælpemidler
Ifølge Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 428 skal opstilling og montering af et teknisk hjælpemiddel være sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Desuden skal eventuelle anvisninger fra fabrikanten følges for at sikre, at hjælpemidlet fungerer som tiltænkt og opfylder sikkerhedskravene.
Følgende 5 punkter skal der være sørget for:
- Underlag, understøtning, fastgørelse og stabilitet er forsvarlig under hensyn til hjælpemidlets vægt, form og anvendelse. Samtidig skal det tekniske hjælpemiddel være stabiliseret ved hjælp af fastgørelsesanordninger eller lignende, hvis det er nødvendigt for personers sikkerhed eller sundhed
- Støj, vibrationer eller andre svingninger, som udgår fra hjælpemidlet, er imødegået så effektivt som muligt ved opstilling på dæmpende underlag, afskærmning eller andre foranstaltninger
- Farer og gener fra varme, støv, røg, dampe, gasser m.v., som bortledes fra hjælpemidlet, og eventuelle andre faremomenter ved dette er effektivt imødegået
- Placering og opstillingsmåde er forsvarlig under hensyn til de omgivende forhold
- Placering og opstillingsmåde må ikke være til hinder for, at betjening og andet arbejde ved hjælpemidlet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt
Kontrol af en sagkyndig før ibrugtagning og ved flytning
Afhænger sikkerheden ved brug af tekniske hjælpemidler af opstillingen eller monteringen, skal hjælpemidlet herefter kontrolleres af en sagkyndig person, før det tages i brug første gang. Det samme gælder også efter hver opstilling eller montering på et nyt arbejdssted eller en ny lokalitet.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at ved flytningen til et nyt sted gælder hele den samme procedure med alle sikkerhedsreglerne, der skal overholdes og genetableres det nye sted, f.eks. korrekt fastgjort eller sikret mod væltning, det rette underlag m.m..
Kontrollen af en sagkyndig person er for at sikre, at hjælpemidlet er korrekt opstillet eller monteret og fungerer korrekt. Resultaterne af kontrollen skal registreres og opbevares i en passende periode samt være tilgængelige, herunder for Arbejdstilsynet. Hvis det pågældende tekniske hjælpemiddel anvendes uden for virksomheden, skal der medfølge dokumentation for gennemførelsen af kontrollen.
Ved at følge alle de ovennævnte retningslinjer sikres det, at tekniske hjælpemidler anvendes på en måde, der beskytter medarbejdernes sikkerhed og sundhed, samtidig med at effektiviteten i arbejdsprocesserne opretholdes.
Få hjælp til risikovurdering og opstillingskontrol
Har I spørgsmål eller ønsker, at vi kommer ud til jer og foretager en risikovurdering og hjælper med at foretage opstillingskontrol, så kontakt os på telefon 66 17 34 55 eller mail info@avidenz.dk