
Ny hjemmeside om arbejdsmiljø
Arbejdstilsynet og Videncenter for Arbejdsmiljø lancerer i fællesskab en ny hjemmeside, ”Arbejdsmiljø i Danmark” (amid.dk). Den nye hjemmeside erstatter Arbejdstilsynets hjemmeside arbejdstilsynet.dk og Videncenter for Arbejdsmiljøs hjemmeside arbejdsmiljoviden.dk.
Arbejdstilsynet skriver selv følgende om den nye hjemmeside:
”Viden om arbejdsmiljø et sted
Formålet med hjemmesiden er at guide brugerne til viden om arbejdsmiljø, der er sammentænkt fra love og regler til forskningsbaseret viden og erfaringsbaseret god praksis, så virksomheder, medarbejdere og andre interessenter let kan finde frem til den information og inspiration, de har behov for.”
”Hjemmesiden viser ikke kun vej til Arbejdstilsynet og Videncenter for Arbejdsmiljø indhold. Siden guider også brugerne videre til relevante materialer og værktøjer hos andre aktører på området – eksempelvis på branchefællesskaberne for arbejdsmiljøs hjemmesider. Endelig giver siden adgang til en lang række forskellige data om arbejdsmiljø.”
Når amid.dk går i luften, vil hjemmesiderne www.at.dk og www.arbejdsmiljoviden.dk ikke længere være tilgængelige. Der vil dog på en række områder være automatisk omdirigering (redirect) fra de gamle sider, så brugerne automatisk viderestilles til den relevante side på amid.dk.
Det forventes, at den nye side går i luften den 22. november 2018.